Min lille guide til din sommerfuglehave

Du står foran hylden med blomsterfrø eller i havecenteret og er på vej til at shoppe amok- det er ikke til at stoppe ved gensynsglæden over de mange skønne og farverige blomster. Men ikke alle er lige gode som værtsplanter eller nektarplanter til insekter og sommerfugle i din sommerfuglehave.  Ofte er det importerede arter som i sagens natur ikke fungerer som værtsplanter. Så her min lille guide til din sommerfuglehave.

Sommerfugl med brune farver på lilla blomst
Nældens takvinge i martsviol

Værtsplanter i sommerfuglehaven

Du skal i stedet gå efter planter og blomster der er hjemmehørende, og som du også finder ude i naturen. I marts april blomster hornviol og martsviol, som er værtsplanter for perlemorsommerfugle

Flere ærteblomstrede er vært for blåfugle og høsommerfugle. Her finder du gul kællingetand, blå musevikke, rødkløver og hvidkløver og lucerne. Undlader du at slå græsplænen, dukker der ofte hvidkløver og gul sneglebælg op. Et område med langt græs, f.eks. hundegræs, rapgræs, svingel, hvene og andre kan være værter for randøjer og bredpander.

Den gule citronsommerfugl søger tørst og vrietorn til deres æglægning, så jeg har nu plantet et lille tørst træ på den varme og læfulde skrænt med mark sten, hvor sommerfuglene kan varme sig i det tidlige forår.

Sidste år dukkede der løgkarse, en korsblomstret, op i min vilde have og aurora sommerfugle kom på besøg for at lægge æg.  Kålplanter er vært for den store og den lille kålsommerfugl. Sidste sommer blev min grønkål ribbet.  Men jeg deler gerne og lægger ikke net over, da der i efteråret kommer de fineste skud på grønkålen igen.  Den gennemgår bare en foryngelseskur, og jeg når således at få friske og store kålplanter til vinteren igen.

Smuk sommerfugl på lilla blomst
Aurora sommerfugl , her i natviol

Lad brændenælderne stå

Vi kender nældes takvinge, dagpåfugleøje og admiralen og alle lægger æg på brændenælde. Så lad dem stå, gerne i et solrigt hjørne af haven, hvor de ikke generer dine kultiverede haveøjne. Her kan de stå i fred og ro, evt. sammen med alle kvasbunkerne, grene og kviste fra forårets haverengøring og samtidig bidrage til din sommerfuglehave.

Nektarplanter er hurtig energi

At søge mage og sørge for næste generation kræver hurtig energi, som insekter og sommerfugle bla.a.  kan finde i nogle af de nok mest velkendte stauder fra haven; sommerfuglebusk, lavendel og purpursolhat, og en hel del krydderurter, merian, purløg, timian, salvie, mynte mm.     

Honningurt, salvie og purløg i sommerfuglehaven
honningurt, salvie og purløg er gode nektarplanter i sommerfuglehaven

Gode nektarplanter

I min cottage staudehave har jeg valgt følgende gode nektar planter:  geranium ( Rozanne og Phaeum ), natviol, sporebaldrian, mandstro (en gråblå tidselart) , aksærenspris, tårnjernurt,  kæmpe verbena, Indianermynte, kæmpemargerit, og sommerfuglebusk, Prince Charming som kun bliver 1-1,20 m høj og som er god til den lille have. Filtbladet kongelys har bosat sig helt af sig selv og får lov at gro, hvor den vil. Prydløg og selvfølgelig krokus og erantis til det tidlige forår.

Aksærenpris og verbena er gode til din sommerfuglehave
aksærenpris og kæmpe verbena er sommerfuglemagneter.

Diversitet i sommerfuglehaven

For at øge biodiversiteten i min vilde have er der nu i april sået en blanding med 22 vilde danske arter på de mest tørre steder i haven, gode nektarplanter og en del også værtsplanter:  kornblomst, hvid okseøje, kornvalmue, rødkløver, cikorie, klinte, esparsette, slangehoved, dagpragtstjerne, hundetunge, blæresmælde, alm kællingetand, alm røllike, gul snerre, aftenstjerne, gul okseøje, kommen, alm. torskemund, vild gulerod, nikkende limurt og moskus katost.

Smuk blomstermark med farvede vilde blomster er gode til din sommerfuglehave

I urtehaven bliver der sået valmue, honningurt, hjulkrone, stolt kavaler og morgenfrue ind imellem grøntsagerne.    

Hvis alt spirer frem vil der være et vælg af et- og toårige planter, der blomster på forskellige tidspunkter, og som tiltrækker både sommerfugle, bier og svirrefluer og mange andre af sommerens insekter.

Det var min lille guide til din sommerfuglehave. Jeg håber, at du fandt den brugbar.

Besøg min sommerfuglehave

Hvis du er nysgerrig efter at høre mere kan du besøge mig og få en lille guide til sommerfuglehaven og måske finde ideer til din egen have. Du kan ringe på 40311580 eller skrive til mig på grgalleri@gmail.com for at aftale en rundvisning. 

Gunhilds Galleri og have

Inspiration til en vildere have

Læs mere her :

Haveselskabet, artikel af Morten Linnemann 6. nov. 2020 :

https://haveselskabet.dk/levesteder-til-sommerfugle-og-mad-til-larverne

Kilder:  

Sommerfuglehave af Michael Stolze, Mona Klippenberg og Susan Trolle :

Vilde haver af Ditte Dahl Lisbjerg

Leave a Reply