Sådan vælger du et maleri der passer ind i dit hjem

Det rigtige kunstværk kan binde et rum sammen, afspejle ejerens personlighed, og give dit hjem karakter. Men med utallige malerier at vælge imellem, kan det være svært at udvælge ét kunstværk til dine vægge. Der er dog nogle tips som kan guide dig i den rigtige retning. Læs videre for at finde ud af hvordan du vælger et maleri der passer ind i dit hjem. 

1. Lyt til mavefornemmelsen 

Det kan måske lyde banalt, men før jeg præsenterer de andre tips for dig, er det rigtigt vigtigt at understrege: Det rette kunstværk skal vække nogle følelser i dig, når du kigger på det. 

For eksempel nytter det ikke noget, at maleriets linjer flugter med vinduerne, og at farverne passer til sofapuderne, hvis det ikke bringer dig glæde bare at kigge på kunstværket. 

At udvælge kunst er ikke en helt rationel proces, så først skal du sørge for at kunstværket vækker positive følelser i dig. Det skal vække glæde når du kigger på det. 

Når det så er sagt er der oplagte ting at gøre sig tanker om, inden du køber et maleri. En af disse ting er farvevalg. 

2. Balancer farverne

Farver er en vigtig komponent af et maleri, og der er flere overvejelser du skal gøre dig når du vælger en farvekombination. 

Husk at det igen i sidste ende kommer ned til mavefornemmelsen, men når det så er sagt, er der nogle regler du kan gå efter for at gøre det nemmere at vælge et maleri:

  1. Hvis rummet har mange farver kan du med fordel vælge et nedtonet eller sort-hvidt billede, eller et billede der matcher farver du allerede finder i dit rum. 
  2. Hvis rummet kun har få farver kan du udvælge et billede i kontrastfarver, og dermed tiltrække endnu mere opmærksomhed til dit kunstværk. Farverige malerier er en rigtig god måde at få et afdæmpet rum til at skille sig ud på. 
  3. Brug et farvehjul til at udvælge komplementærfarver. Komplementærfarver giver en stærk, men balanceret, kontrast. Du kan se et farvehjul og udforske komplementærfarver lige her: https://www.canva.com/colors/color-wheel/  
  4. Brug de samme farver men i en anden tone. En beige eller sandfarvet væg med et maleri med lysere eller mørkere farver giver et harmonisk udtryk i dit rum.

Ud over farver er det vigtigt at dit maleri ikke modarbejder den følelse du ønsker at dit rum skal skabe. Derfor er det en god ide at tænke stemningen ind i dit valg af kunst. 

3. Tænk på stemningen i rummet

Et vigtigt element at tage i betragtning når du udvælger et kunstværk, er hvilket rum det skal passe ind i, og hvilken stemning du vil skabe i rummet. 

Et fredfyldt soveværelse, en hyggelig stue og et dynamisk kontor har forskellige funktioner, og din kunst er en oplagt mulighed for at fremhæve den stemning, du vil give rummet. 

  1. Køkkenet er ofte et “travlt” rum med mange skabe og overflader. Komplimenter dit køkken med mindre kunstværker, og gerne nogen som afspejler funktionaliteten – for eksempel et motiv af krydderier. 
  2. Soveværelset skal gerne være et fredfyldt rumt med plads til at koble af. Her er store malerier med rolige motiver og farver ofte den bedste løsning. Gå efter et abstrakt maleri med afdæmpede farver, og hæng det gerne over sengen. 
  3. Kontoret er til fordybelse og effektivitet, og her kan surrealisme eller abstrakt kunst med mere modige farver og motiver være en god løsning. Vælg et maleri der inspirerer dig i dine gøremål. 
  4. badeværelset er det en god ide at tænke på rummets funktionalitet. Et gæstebadeværelse er typisk ikke et sted du opholder dig længe, derfor kan et sjovere og mere farverigt maleri pynte her – for eksempel et landskab eller dyremotiv. Et større badeværelse med badekar er et rum til afslapning og spa følelser, og her kan et abstrakt, blødere og mere afdæmpet maleri gengive disse følelser. 
  5. Stuen er ofte det rum der bedst kan bære et mere modigt kunstværk. Udfold din kreativitet med et stort maleri over sofaen i komplementærfarver til stuens øvrige interiør. Brug dette rum til at eksperimentere med modige farve- og motivvalg, og roter måske mellem to eller flere malerier du godt kan lide her. 

Hvis du stadig er på bar bund og ønsker mere sparring til dit valg af maleri, kan det være en god ide at tale med en ekspert – nemlig kunstneren! 

4. Snak med kunstneren

Når du køber et maleri ligger der altid en historie bag, og det kan være en god ide at snakke med kunstneren, hvis du er i tvivl om hvad der passer ind i dit hjem. 

Det kan nemlig give dig et indblik i de inspirationskilder og følelser der ligger til grund for malerierne du har kig på, hvilket kan få dig til at se dem i et andet lys. Måske forelsker du dig i historien bag et abstrakt maleri, og har lyst til at kigge på det hver dag. 

Husk også at kunstneren er ekspert på dette felt, og beskæftiger sig hver dag med farvekombinationer, valg af lærreder, størrelser på malerier og motiver. Det kan være en rigtig god ide at sparre med dem omkring de tanker du har, og få input til dit valg af kunstværk. 

Og dette bringer os videre til det sidste punkt, som kan være en rigtig god løsning hvis du har noget helt bestemt i tankerne… 

5. Bestil et kommissions maleri

Hvis du har en klar vision i tankerne, eller du ikke kan finde ud af hvad der kunne passe ind i et rum, er det en god ide at bestille et kommissions maleri. 

Tag et kig på dine lokale gallerier, find en kunstner du kan lide, og kontakt dem for at høre om muligheder for et special maleri. På den måde kan du få et maleri der passer i farver, dimensioner, og motiver til lige præcis dit rum. Det er også en god måde at få noget helt unikt, som du ved, at ingen andre har. 

Husk at være åben over for kunstnerens fortolkning på det du ønsker, da det altid vil være deres stil og teknik der bestemmer det færdige produkt. 

Kunster Gunhild Rasmussen der maler et kommissions maleri.

Det var min lille guide til overvejelser du kan gøre dig når du vælger kunst. Jeg håber, at du har lært hvordan du vælger et maleri der passer ind i dit hjem.

Har du spørgsmål?

Hvis du har spørgsmål eller kommentarer til denne artikel, er du meget velkommen til at kontakte mig på telefon 40311580 eller email grgalleri@gmail.com.

Du er også meget velkommen til at kigge forbi mit galleri, så kan vi tage en snak om hvad der passer ind i dit hjem. 

Gunhilds Galleri, 

Abstrakte og farverige malerier i midtsjælland. 

Leave a Reply