Tips til at hænge malerier op

At placere dine malerier så de giver mening i rummet kan være en udfordring. Men gennem mange års erfaring med malerier og interiør design har jeg fundet nogle tips til at hænge malerier op, som du kan bruge i dag.

Brug rummet

Rummets størrelse, vægfarve, naturlige lys og interiør har en kæmpe indflydelse på hvordan dine malerier tager sig ud. Selv det mest prangende maleri kan blegne i de forkerte omgivelser, så sørg for at du vælger det rigtige rum i første omgang. 

Her er et par tips til hvordan du kan bruge rummet:

  • Hæng maleriet på modsatte væg af vinduer for bedst belysning
  • Gør brug af gallerilamper i mørke rum 
  • Vælg et maleri med kontrastfarver til en farvet væg. Her er det vigtigt, at din vægfarve er i balance med maleriets farver, og ofte gælder det at vægfarven gerne må optræde i maleriet. Det kan blot være enkelte strøg eller stænk, eller en lysere eller en mørkere nuance af din vægfarve. Og det kræver også at farverne har samme valør, det vil sige samme intensitet. Du kan læse mere om farvematch i min blogpost.
  • Overvej hvordan maleriet hænger i forhold til døren og hvordan du træder ind i rummet – skal det være det første man ser i rummet? 
  • Sørg for at en farve fra dit interiør går igen i maleriet for at skabe sammenhæng.

Du kan altid eksperimentere ved at flytte rundt på dine malerier i ny og næ. Prøv nogle forskellige placeringer af dit maleri, og se hvad der føles mest rigtigt for dig. I sidste ende er kunst jo en subjektiv oplevelse, og derfor skal du tage din mavefornemmelse med.

Placer dine malerier 

Når du har valgt en væg eller et rum kommer den store udfordring: hvor du skal placere dine malerier. Igen er der altid et element af subjektivitet i det, da det i sidste ende er dig, som skal finde glæde i placeringen. 

Men når det så er sagt, er der nogle tips som du kan bruge til at vælge din placering: 

  • Hæng maleriet så midten er i øjenhøjde 
  • Sørg for at der er plads uden om maleriet. Hænger det for tæt på en dørkarm, et vindue eller på andet interiør vil maleriet ikke komme til sin ret. 
  • Hæng maleriet i den rigtige højde og afstand i forhold til andet interiør, f.eks lamper, reoler og planter, så det kommunikerer sammen.
  • Motivet kan afgøre placeringen af maleriet. Hvis der er øjne eller en retning på figurerne eller på motivet er det vigtigt at der er givet plads til dette. Her kan maleriet fint hænge i den ene side af væggen, da resten af væggen således inddrages i billedet. 
  • Er der to malerier ved siden af hinanden har motivets retning ligeledes en  betydning for placeringen. Her må malerierne som oftest gerne have motivet rettet mod hinanden, så de herved inddrager hinanden og spiller sammen som en helhed.  
  • Hvis du hænger flere malerier op på én væg, så start med at hænge dit største maleri. 
  • Brug vaterpas til at sikre dig, at alt hænger lige, når du har fundet placeringen. 

En godt tip💡: Lad en anden flytte rundt på maleriet i forskellige afstande og højder i forhold til det øvrige interiør, inden du bestemmer den endelige placering. Så får du en god fornemmelse af, hvad der virker bedst i rummet.

Det var en gennemgang af hvilke overvejelser du kan gøre dig, når du skal placere dit maleri, men hvad hvis du vil hænge flere kunstværker op på samme væg? 

Hæng flere kunstværker op

I mange hjem ser jeg en tendens til at skabe flotte vægge med en kombination af mange malerier og print. Hvis du vil lave sådan en væg, kræver det noget planlægning og koordinering. 

Start med at finde en rød tråd i din billedvæg. Måske er der en farve, et tema, eller et motiv som du vil have til at gå igen. Eller måske vil du have så vidt forskellige værker som du overhovedet kan finde. Det er i sidste ende dit øje der bestemmer hvad det kan lide, og derfor er det en god ide at teste det igennem først. 

Når du har anskaffet dig dine værker, skal du tænke på rammerne. Det kan give et flot og sjovt udtryk at vælge forskellige rammer til dine kunstværker. Måske vil du holde dig til trærammer, men variere tykkelsen og træsorterne. Det giver et spændende udtryk hvor øjet kan gå på vandring. 

Før du hænger dine billeder op skal du vælge deres sammensætning. Her anbefaler jeg, at du lægger dem ud på gulvet og kombinerer dem på forskellige måder, indtil du er tilfreds. Start med det største værk, og arbejd dig ud derfra. 

Sådan laver du en billedvæg:

  1. Find dit tema eller den røde tråd 
  2. Planlæg hvilke rammer du vil bruge 
  3. Læg dine værker på gulvet for at finde kombinationen 

Billedvæg med figurative og abstrakte motiver på mørk væg.
Et eksempel på hvordan du kan hænge billeder op så der er balance selvom rammer, farver og motiver er forskellige. Kilde: Pinterest

Det var mine tips til at hænge malerier op, som jeg håber kan hjælpe dig godt på vej til et smukt hjem fuld af kunstværker. 

Har du brug for hjælp? 

Hvis du har brug for hjælp eller sparring til ophængning af malerier i forhold til dit interiør, er du velkommen til at ringe på 40311580 eller skrive til mig på grgalleri@gmail.com.

Gunhilds Galleri

Abstrakte til figurative, farverige malerier i Midtsjælland

Leave a Reply